Retningslinje for høje følelsesmæssige krav
Denne retningslinje kan læses og anvendes af alle ansatte i Silkeborg kommune, men er særligt henvendt til ledere og tillidsvalgte medarbejdere.
Hvad er høje følelsesmæssige krav?
I Silkeborg Kommune har vi mange arbejdspladser, hvor arbejdet indebærer en direkte eller indirekte kontakt med borgere. Det kan både være fysisk, telefonisk, skriftlig eller virtuelt.
Nogle af de borgere som ansatte har kontakt med, kan befinde sig i alvorlige eller komplekse livsomstændigheder eller være pårørende dertil. Det kan komme til udtryk i en udadreagerende / aggressiv/ appellerende/ grænseoverskridende adfærd eller i form af hjælpeløshed, tavshed, gråd eller afvisning.
Høje følelsesmæssige krav
Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker er kendetegnet ved et arbejde, der indebærer direkte eller indirekte kontakt med mennesker, herunder borgere og brugere, og hvor kontakten stiller høje krav til at:
- sætte sig ind i, rumme eller håndtere disse menneskers tænkning, følelser eller adfærd
- håndtere eller skjule egne tanker eller følelser eller tilpasse kommunikation eller adfærd til de mennesker, der arbejdes med
Identificér de høje følelsesmæssige krav i jeres arbejde
Vi kan ikke fjerne de høje følelsesmæssige krav i arbejdet med borgere. De er et vilkår i mange af de arbejdsmæssige situationer vi befinder os i på kommunens arbejdspladser. Men kravene kan komme med en hyppighed og intensitet, hvor relations- og omsorgsarbejdet – i lighed med hårdt fysisk arbejde – kan opleves som ensidigt gentaget arbejde, der nedslider over tid.
I skal derfor først og fremmest identificere de høje følelsesmæssige krav der er i jeres arbejde: I hvilke situationer oplever I dem? Fra hvem? Hvordan kommer de til udtryk? Hvad kan gøre situationerne særligt følelsesmæssigt krævende for jer? Hvad oplever I hjælper særligt i situationerne?
Når I sammen identificerer de følelsesmæssige krav i arbejdet, får I også et fælles sprog for de udfordringer I kan opleve. Det hjælper jer til bedre at kunne håndtere og forebygge kravene fremadrettet.
Håndtér de høje følelsesmæssige krav i arbejdet
Selvom de høje følelsesmæssige krav i arbejdet ofte er et vilkår, kan de få et omfang og en intensitet, som kan belaste og udtrætte de ansatte i en grad, så det kræver særlig handling.
Når I kender de situationer, som kan være særligt krævende, skal den ansatte vide, de kan hente hjælp og støtte, samt hvordan de skal agere i situationerne. I kan som hjælp til dette udarbejde actioncards, som beskriver handleanvisninger i særlige følelsesmæssige krævende situationer, som f.eks. hvis borgere udviser suicidal adfærd.
Forebyg Høje følelsesmæssige krav
Eftersom de følelsesmæssige krav er et vilkår i mange ansattes arbejde, bliver forebyggelsen vigtig. De forebyggende tiltag kan kompensere for belastningerne og medvirke til, at de ansatte ikke udtrættes og nedslides mentalt.
Det at arbejde med mennesker er ofte forbundet med stor mening, og en væsentlig beskyttende faktor mod at blive nedslidt er, at vi husker os selv og hinanden på, hvorfor vi valgte dette arbejde og husker at fremhæve de gode historier.
Et stærkt arbejdsfællesskab og en åben dialogkultur har afgørende betydning i forebyggelsen af de høje følelsesmæssige krav. Skab derfor rum til at I sammen kan reflektere over situationer, hvor man var i tvivl, om det man gjorde, var godt nok, så det ikke bliver en individuel overvejelse og evt. belastning. Det kan ske i form af overlap, små daglige sparringsrum samt møder, hvor de konkrete høje følelsesmæssige krav italesættes.
Regelmæssig supervision/kollegial sparring kan også understøtte, at der sker en fælles refleksion, hvor man bliver mere klar på, hvad man kan tage ansvar for, og hvad der er udenfor ens indflydelse. Behovet for refleksion og læring skal altså både ske i de uformelle rum, hvor man spontant kan dele oplevelser og tanker, samt i mere formelle rum, hvor man systematisk håndterer og forebygger de følelsesmæssige krav de ansatte står i.
Derudover er det vigtigt at restituere og holde pauser, både undervejs i løbet af arbejdsdagen og når man har fri. For at bevare overskud og overblik i arbejdet med mennesker har det en væsentlig betydning, at have et blik for selvomsorg og ens egen balance. Det er en beskyttelse at have overskud på ”egen konto”, da det gør, at man i tide opdager, hvis man er på vej mod psykisk nedslidning og udbrændthed.
Links og inspiration:
Sådan forebygger I Høje følelsesmæssige krav
Arbejdstilsynets vejledning om Høje følelsesmæssige krav
Redskaber og værktøjer til at forebygge Høje følelsesmæssige krav
Video: Hvad er høje følelsesmæssige krav i arbejdet?
Video: Identificering af høje følelsesmæssige krav i arbejdet
Video: Redskab: Overgangsrummet
Video: Redskab: Ansvarskommode
Video: Redskab: 2 sider af én sag
Psykisk Førstehjælp - En kort guide
Registreringer af høje følelsesmæssige krav i SafetyNet
Hvis I vil vide mere
Det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø: Følelsesmæssige krav i arbejdet
Et eksempel på actioncard (kommer senere)